Nylig hjemvendt fra kanotur i det svenske og i klargøringsmode til hverdagen, har jeg virkelig gjort mig mange tanker om min tilstedeværelse på sociale medier.

Over sommeren tager jeg altid en online-detox, der banker mit reach helt i bund. Altså bare det, tænk over det. Sociale medier er bygget til, at du aldrig skal holde pause!
Hver gang slår det mig, hvor skønt det er: pausen altså. Min hjerne slipper sin trang til at dokumentere alt og tænke over min fortælling. At sejle kano på en svensk sø, spise frokost på en klippeø og vågne i skovbrynet, sætte vand over på trangiaen og drikke en kop neskaffe, der næsten smager godt, må være den diametrale modsætning til sociale medier faktisk. Det er virkelig ferie, hvor jeg helt undgår at forholde mig til min egen fremtoning – så vidunderligt! Det var næsten ubehageligt at besøge et campingtoilet og blive konfronteret sit spejlbillede.

Og jeg spørger mig selv, behøver jeg? Behøver jeg være aktiv på sociale medier som kunstner?
Jeg er vel nødt til at være synlig der?
Kan jeg som minimum finde en vej, hvor det fylder så lidt som muligt? Hvor det taler ind i mine rutiner i stedet for at forstyrre dem? Jeg er ikke lykkes med at nå det punkt. Sociale medier er designet til at fastholde dig i afhængighed. 

Hvert år tænker jeg, at jeg må kunne styre det og kun bruge det med de gode formål, som for mit vedkommende først og fremmest er få kunsten til at nå dem, som resonerer med den.

Jeg har ikke lyst til at bidrage til at du pga. mig sidder fast i dit doom-scroll.

Indtil da er taktikken at forsøge at argumentere imod det, smadre det indefra forhåbentlig en dag logge helt af.

Vi kan begynde med at bruge dette vidunderlige musikcommunity, email og gammeldaws blog i stedet for - alt det der ikke er styret af algoritmer og hurtig dopamin.